Sådan gør du klar til levering og afhentning
Når du har bestilt en container, er det vigtigt at gøre leveringsstedet klar, inden lastbilen kommer. Der skal både være plads til både containeren og til den lastbil, der leverer og senere henter den igen.
Hvor meget plads der er brug for, afhænger blandt andet af, om du har bestilt en åben affaldscontainer eller en lukket 20 fods opbevaringscontainer. De to containertyper leveres på forskellige måder og stiller derfor forskellige krav til adgangsforholdene.
Her gennemgår vi, hvad du skal være opmærksom på før levering, mens containeren står hos dig, og inden den skal afhentes igen.
Før containeren bliver leveret
Start med at finde et egnet sted til containeren.
Underlaget til containeren skal være fast og plant, ligesom lastbilen skal have et kørefast underlag. Lastbilen skal også kunne komme frem til stedet uden at blive forhindret af fx parkerede biler, trailere, materialer, buske, grene eller andre forhindringer.
Du bør også tænke på afhentningen allerede nu. Den friplads, som lastbilen har brug for ved levering af containeren, skal også være tilgængelig, når containeren senere skal afhentes.
Hvor meget plads kræver en affaldscontainer?
De åbne affaldscontainere leveres og afhentes normalt med en lastbil, der trækker containeren af og på ladet.
Det kræver mere fri plads i længderetningen end ved levering med kran.
Ved en almindelig åben affaldscontainer skal du derfor som tommelfingerregel regne med:
- mindst 4 meters frihøjde
- mindst 3,5 meters fri bredde
- omkring 20 meters fri plads i længden ved en almindelig container på cirka 6,5 meter
De cirka 20 meter i længden er nødvendige, fordi lastbilen skal kunne bakke til containeren, koble den til wiren og trække den af/op på ladet igen.
Derfor skal der være cirka 2,5-3 gange containerens længde til rådighed.
Ved større opgaver, hvor der bruges lastbil med anhænger/kærre, kan der være behov for omkring 30 meter fri plads og mere plads til at dreje. Det er dog primært relevant ved større leveringer eller flere containere.
Er du i tvivl om, hvorvidt der er plads nok på din adresse, anbefaler vi, at du kontakter os inden levering, så adgangsforholdene kan afklares på forhånd.
Hvor meget plads kræver en 20 fods opbevaringscontainer?
En lukket 20 fods opbevaringscontainer leveres med kranbil. Her bliver containeren løftet af bilen og sat på plads med kranen, så der er ikke behov for den samme arbejdsplads i længden, som ved en åben affaldscontainer.
Som udgangspunkt skal der være:
- mindst 4 meters frihøjde, hvor kranbilen skal køre
- mindst 6 meters frihøjde langs det område, hvor kranarbejdet foregår
- omkring 5-6 meters arbejdsbredde ved kranarbejdet
Kranen har typisk en rækkevidde på omkring 3-4 meter fra vejen, når den skal løfte en 20 fods opbevaringscontainer. Lastbilen behøver derfor ikke at kunne komme helt hen til det sted, hvor containeren skal stå.
Vi løfter ikke containeren ind over huse, garager, andre bygninger, trætoppe eller lignende, men alt efter højden kan vi godt løfte containeren ind over hegn, buske og hække.
Sørg også for, at der er fri plads over leveringsstedet, så grene, luftledninger og andre genstande ikke er i vejen for lastbilen og kranen.
Hvis vi ikke kan afhente containeren på grund af manglende adgang, parkerede biler eller andre forhindringer på adressen, opkræves forgæves kørsel svarende til prisen for en afhentning.
Sørg for et fast og plant underlag
En container er tung, og underlaget skal kunne bære containeren under hele lejeperioden.
Som udgangspunkt skal containeren stå på et fast og plant underlag fx asfalt, beton eller meget komprimeret grus.
Skal en lukket opbevaringscontainer stå på græs, jord eller sand, skal du inden levering lave et stabilt fundament, så containeren ikke synker. Det kan fx være store fliser, beton eller kraftige bjælker.
Adgangsvejen skal samtidig være kørefast (asfalt, beton, et tykt lag meget komprimeret grus) og kunne bære den tunge lastbil ved både levering og afhentning.
Hvis der er særlige forhold på adressen, der har betydning for levering og afhentning af containeren, skal du oplyse dem ved bestilling. I bestillingsflowet har du ligeledes mulighed for at skrive en note til chaufføren om eksempelvis placering af containeren.
Skal containeren stå på offentlig vej eller fortov?
Hvis containeren skal placeres på offentlig vej, fortov, parkeringsareal eller et andet offentligt område, skal du selv undersøge, om det kræver en tilladelse fra kommunen.
Det skal være afklaret inden leveringsdagen.
Du kan læse mere om ansvar og tilladelser i vores guide om regler for placering af container på privat grund og offentlig vej.
Når du fylder en affaldscontainer
Det er vigtigt, at affaldet passer til den affaldstype, du har bestilt.
Har du fx bestilt en container til ren beton, må containeren ikke også fyldes med tegl, mursten, gasbeton, jord eller andre materialer, som ikke hører til den valgte affaldstype.
Hvis affaldet er fejlsorteret, bliver hele læsset omklassificeret. Det kan betyde, at prisen bliver højere end den pris, du oprindeligt har bestilt til.
Kontrollér derfor altid reglerne for den valgte affaldstype, inden du begynder at fylde containeren. Er du usikker på valget, kan du bruge guiden til valg af affaldstype.
Fyld ikke over kanten
Affaldet må ikke rage op over de åbne containeres øverste kant.
Det gælder også enkelte genstande, grene eller materialer, der stikker op. Containeren skal kunne transporteres forsvarligt, når den bliver hentet, ligesom den ikke må blive for tung.
Pas på vægten
Indholdet i en affaldscontainer må maksimalt veje 18 ton. Selv om der stadig er fysisk plads i containeren, kan den derfor godt have nået sin maksimale vægt.
Ved tungt affald som jord, beton, mursten, tegl og brokker må containeren derfor kun fyldes cirka 2/3 op for at mindske risikoen for at overskride vægtgrænsen.
Det er især vigtigt at være opmærksom på vægten ved:
- jord
- beton
- mursten og tegl
- sten og andre tunge materialer
Er du usikker på, hvilken størrelse der passer til mængden og materialet, kan du læse vores guide om hvilken containerstørrelse du skal vælge.
Særligt om jord til analyse
Har du bestilt en container til jord til analyse, skal du vente med at fylde containeren, til prøvesvaret er kommet.
Prisen inkluderer prøvetagning og anmeldelse. Bestillingen beregner først modtagelsen ud fra 18 ton, hvorefter den endelige modtagepris reguleres efter den faktiske vægt. Hvis prøverne viser, at jorden er forurenet, bliver du kontaktet med en ny pris.
Fyld derfor ikke containeren, før du har fået besked om prøvesvaret.
Når en opbevaringscontainer skal flyttes med indhold
En lukket 20 fods container kan også flyttes med indhold i.
Inden transporten skal indholdet være pakket og placeret, så det ikke kan vælte eller flytte sig uhensigtsmæssigt under løft og kørsel.
Sørg især for, at:
- Tunge genstande står stabilt.
- Løse genstande er sikret.
- Indholdet er fordelt fornuftigt i containeren, så der er mest mulig ligevægt.
- Dørene kan lukkes helt og forsvarligt.
Ved flytning med indhold må der som udgangspunkt være op til 2,7 ton indhold i opbevaringscontaineren.
Har du tungt indbo, maskiner, materialer eller andet, der kan bringe vægten over grænsen, skal du kontakte os ved bestillingen eller inden transporten.
Skal containeren transporteres fra én adresse til en anden som en del af en flytning, kan du læse mere om vores flyttecontainer.
Du kan læse mere om de lukkede containere på siden om container til opbevaring.
Når en opbevaringscontainer skal afhentes uden indhold
Skal den lukkede container afhentes efter endt leje og ikke flyttes videre med indhold, skal den være tømt og klar til afhentning, når chaufføren kommer.
Der skal samtidig være fri adgang for kranbilen på samme måde som ved leveringen.
Bestilling af afhentning
Du kan vælge en ønsket afhentningsdato allerede under bestillingen.
Hvis du ikke ved, hvornår du er færdig med containeren, kan afhentningen også bestilles senere.
Når du vælger en ønsket afhentningsdato, skal du regne med, at afhentningen kan ske op til 3 dage før eller efter den ønskede dato.
Sørg derfor for, at containeren er klar til afhentning i hele dette tidsrum.
Gør plads til lastbilen igen
Det er vigtigt ikke kun at tænke på adgangsforholdene ved levering.
Når containeren skal hentes, skal chaufføren igen kunne komme frem til den og have den nødvendige arbejdsplads omkring bilen og containeren.
Inden afhentning bør du derfor kontrollere, at:
- biler, trailere og andre køretøjer er flyttet
- byggematerialer og andet udstyr ikke spærrer
- adgangsvejen er fri
- buske, grene og andre forhindringer ikke er kommet i vejen
- der er fri adgang foran affaldscontaineren
- kranbilen har den nødvendige plads ved en opbevaringscontainer
Hvis afhentningen ikke kan gennemføres på grund af parkerede biler, manglende adgang eller andre forhindringer, opkræves et gebyr for forgæves kørsel svarende til prisen for en afhentning.
Tjek dette inden afhentning
Affaldscontainer
- Kontrollér, at affaldet er korrekt sorteret.
- Fjern materialer, der ikke hører til den valgte affaldstype.
- Sørg for, at intet rager op over kanten.
- Sørg for, at vægtgrænsen ikke er overskredet.
- Hold området foran containeren frit.
- Sørg for fri adgang for lastbilen.
Opbevaringscontainer
Skal containeren flyttes med indhold:
- Pak og sikr indholdet og fordel vægten over gulvet.
- Hold dig inden for vægtgrænsen på 2,7 ton indhold.
- Sørg for, at dørene kan lukkes forsvarligt.
- Sørg for fri adgang for kranbilen.
Skal containeren afhentes efter endt leje (uden indhold):
- Tøm containeren.
- Sørg for, at den er klar til afhentning.
- Sørg for fri adgang for kranbilen.
Er du i tvivl om adgangsforholdene?
Det er lettere og billigere at afklare adgang og placering inden leveringen, end at opdage problemet, når lastbilen står på adressen.
Er du usikker på, om der er plads nok, eller om containeren kan placeres det ønskede sted, så kontakt os inden levering.
Når du bestiller online, kan du også skrive relevante oplysninger til chaufføren i feltet med noter.
Ofte stillede spørgsmål om levering og afhentning
Hvor meget plads skal der være til levering af en affaldscontainer?
Ved en almindelig åben affaldscontainer skal du som tommelfingerregel regne med cirka 20 meter fri plads i længden, mindst 3,5 meter i bredden og 4 meter i højden. Den lange arbejdsplads er nødvendig, fordi containeren trækkes af og på lastbilen.
Hvor meget plads skal der være til levering af en 20 fods opbevaringscontainer?
Opbevaringscontaineren leveres med kranbil. Der skal som udgangspunkt være mindst 4 meter frihøjde under kørsel, mindst 6 meter frihøjde ved kranarbejdet og omkring 5-6 meter arbejdsbredde. Kranen har typisk en rækkevidde på omkring 3-4 meter ved levering af en tom 20 fods opbevaringscontainer.
Må affaldet rage op over kanten på containeren?
Nej. Affaldet skal holdes inden for containerens kanter, så containeren kan transporteres forsvarligt.
Hvor meget må jeg fylde i en container med tungt affald?
Ved tungt affald som jord, beton, mursten, tegl og brokker må affaldscontaineren kun fyldes cirka 2/3 op. Containerens indhold må maksimalt veje 18 ton.
Hvad sker der, hvis affaldet er sorteret forkert?
Hvis containeren indeholder materialer, som ikke hører til den affaldstype, du har bestilt, bliver hele læsset omklassificeret. Det kan medføre en højere pris, end angivet ved bestilling.
Hvad sker der, hvis lastbilen ikke kan komme til containeren?
Der skal være fri adgang ved både levering og afhentning. Hvis chaufføren ikke kan komme til containeren på grund af fx biler, materialer eller andre forhold på adressen, opkræves forgæves kørsel svarende til prisen for en afhentning.
Hvor meget må der være i en opbevaringscontainer, når den skal flyttes?
Ved flytning af en fyldt 20 fods opbevaringscontainer må der som udgangspunkt være op til 2,7 ton indhold i containeren. Indholdet skal samtidig være pakket og sikret til transport.